Vil du være bodlejer til Jul i Tivoli 2024?
Vi ønsker at præsentere spændende sortimenter for vores gæster, også gerne sortimenter, hvortil der knytter sig en god historie at fortælle. Der er i alt ca. 50 boder fordelt over det meste af Haven, opsat langs Havens stier og med en stor variation i sortimentet. Boderne leverer alt til gæsternes juleoplevelse og –stemning. Alt det der gør jul til jul, pynt, julegaver, værtindegaver, delikatesser, søde sager, lækre små retter, etc. For mange er det blevet en fast tradition at handle julegaver i Tivolis boder.
Mellem Halloween-sæsonen og Jul i Tivoli arbejder alle i Haven med at pynte op til jule-sæsonen. Til Jul i Tivoli 2019 blev der således opsat 70.000 julekugler på træer og granguirlander på boders og faste bygningers tage. I alt 2.800 meter granguirlander blev ophængt. 1.000 juletræer blev placeret rundt i Haven, hvoraf knap halvdelen fik lyskæder på. I hele Haven blev der i alt opsat 45 km lyskæder. 8.000 kg gran blev placeret rundt i bede og krukker, hvor også over 6.750 hyacinter, vintergækker, juleroser, kålplanter og lyng blev plantet.
Haven er således overdådigt pyntet op til jul og forventningerne stiger for hvert skridt gæsterne tager i Haven – for hvad er der af nye tiltag i år og hvad kan man købe af nye spændende ting og sager i boderne? Alle restauranter og spisesteder, forretninger, spilleboder og boder i øvrigt samt forlystelser er åbne. Under julesæsonen går Tivoli-Garden sammenlagt 8,5 musikalske kilometer gennem Haven og Tivoli-Gardens Ensemble spiller julesange. I Tivolis sale er der forestillinger for både børn og voksne. Mellem Jul og nytår afholdes tillige en Fyrværkerifestival. Derudover er der en lang række andre underholdende indslag i sæsonen og selvfølgelig har vi en julemand, som børnene kan fortælle deres juleønsker til og som ønsker alle en rigtig glædelig jul. Julemanden forventer at uddele 9.000 små chokolader ud til børn og voksne inden juleaften.
Jul i Tivoli er for alle aldre og vi gør vores bedste for at skabe en betagende oplevelse. Her er bodlejerne en vigtig medspiller til at sikre, at alle Havens gæster får en god, inspirerende og helt speciel oplevelse.
Lejen er en procentsats af omsætningen med en minimumsleje, der afhænger af bodens type, størrelse og placering i Haven. For nye lejere yder Tivoli en særlig introduktionsrabat.
Der er flere typer af boder til detailsalg.
Ved indgåelse af lejeaftale med Tivoli om leje af bod til Jul i Tivoli 2024 udarbejdes kontrakt mellem lejer og Tivoli.
Tivoli ønsker at være et førende, internationalt oplevelsesbrand og sætte nye, høje standarder for service. Kun her igennem kan Tivoli leve op til missionen: Vi vil betage vores gæster.
Samarbejdet mellem lejere og Tivoli skal udtrykke en forretningskultur, hvor alle leverer og modtager ydelser på professionelle og gæsteorienterede betingelser – med det mål at opnå størst mulig gæstetilfredshed.
Det er målet for Jul i Tivoli at give gæsterne en unik og betagende oplevelse. Tivoli opfordrer derfor alle lejere til at drive en aktiv bod, hvor gæsterne mødes med et smil og får kyndigt svar på deres eventuelle spørgsmål. Tivoli opfordrer til, at gæsternes individuelle behov er det centrale element i gæstekontakten.
Åbningsperiode:
15. november - 5. januar
Åbningstider:
Søndag-torsdag 11:00-22:00
Fredag-lørdag 11:00-23:00
Juleaften lukket
Nytårsaften 11.00-00.30
Hvis du er interesseret og vil høre mere om at være bodlejer til f. eks. festivaler, Halloween og Jul i Tivoli, kontakt bod@tivoli.dk.