Tivolis historie

  • 1843

    Tivoli

    Georg Carstensen var inspireret af parker, han havde set i udlandet, da han fik kongens tilladelse til at åbne Tivoli. 15. august 1843 slog Haven portene op. Publikum var bjergtagede af det elegante og eksotiske anlæg. Blandt gæsterne var H.C. Andersen, der blev inspireret til eventyret Nattergalen.

  • 1844

    Tivoli-Garden

    Carstensen fandt på nyt hele tiden for at fastholde publikums interesse. I 1844 opfandt han Tivolis æresgarde, Tivoli-Garden. Fra at stå til pynt og give stemning i Haven voksede Tivoli-Garden til et populært, kulturelt indslag og en af Danmarks bedste musikuddannelser for børn. I dag er Garden både for drenge og piger.

  • 1845

    Abonnementskort

    Det har altid kostet entré at komme ind i Tivoli; oprindeligt kostede billetten 1 Mark. For at skabe gæsteloyalitet kunne man fra 1845 blive abonnent i Tivoli, altså købe Tivolikort. Der var både kort til 1 Herre, 1 Herre med 1 Dame og 1 Herre med 2 Damer; kortene kostede hhv. 8, 12 og 16 Rigsdaler. Der gik 6 Mark på en Rigsdaler.

  • 1857

    Georg Carstensen dør

    Carstensen var kun direktør for Tivoli i 5 år. I 1848 drog han i krig i Schleswig, og Tivolis bestyrelse fyrede ham for kontraktbrud. Carstensen forlod Danmark, men vendte siden tilbage og forsøgte at skabe en konkurrent til Tivoli, Alhambra på Frederiksberg, der åbnede i sommeren 1857. Carstensen oplevede ikke åbningen; han døde af lungebetændelse i januar det år, i en alder af 44 år.

  • 1874

    Nuværende Pantomimeteater - H.C. Lumbye dør

    Helt fra begyndelsen var pantomimer en del af Tivolis program. Det nuværende teater blev opført i 1874 og er dermed Tivoli ældste egentlige bygning. Teatret er fredet. Mottoet Med Folket Fælles Glæde, der står på kinesisk over scenen, passer perfekt til Tivoli.

    Den populære musikdirektør H. C. Lumbye stod i spidsen for musikken i Tivoli fra starten i 1843. Han var violinist og komponist og skrev omkring 800 polkaer, valse og galopper. Mange af kompositionerne skrev han til Tivoli, for eksempel Champagnegaloppen. Om vinteren turnerede Lumbye med sit orkester, der var populært blandt andet i Tyskland, hvor han kaldtes Nordens Strauss.

  • 1890

    Nuværende Hovedindgang - Wivel/Wivex

    Tivolis oprindelige indgang var blot en træport med et billethus på hver side. I 1890 blev den nuværende hovedindgang og facadebygningerne indviet. Facadebygningerne var oprindeligt mere omfattende med Apollo Teatret mød øst og Restaurant Wivel – senere Wivex – på hjørnet af Vesterbrogade og ned langs Bernstorffsgade. Restauranten var vandhul for ’gulaschbaroner’ under 1. verdenskrig. Senere sendte radioen Middagskoncert fra Wivex, der lukkede i begyndelsen af 1960erne.

  • 1909

    Nimb

    Familien Nimb var forpagtere i Divan 2 og fik tilbudt den store restaurant i den nye bazarbygning, der blev opført, efter Bernstorffsgade var blevet flyttet mod vest. Det orientalske palads kaldes i dag Nimb efter den restauratør, der opbyggede stedets ry. Efter en stor renovering genåbnede huset i 2008 med hotel og flere restauranter.

  • 1912

    Banegårdsindgangen

    Københavns Hovedbanegård åbnede på sin nuværende beliggehed i 1911. Året efter åbnede Tivoli en indgang, der vendte mod banegården, så de togrejsende fik let adgang til Haven. Den første portal var orientalsk at se på og passede på den måde til Nimbs oprindelige facade mod gaden. Begge dele blev tonet ned i 1920erne efter krav fra Københavns Kommune.

  • 1914

    Bjergrutschebanen

    Tivoli havde allerede en rutschebane i 1843; et syv sekunders gys, der vakte både begejstring og forargelse. I 1914 blev Bjergrutschbanen åbnet – i dag kaldet Rutschebanen. Banen er en af verdens ældste trærutschebaner, der stadig er i drift, og en af bare syv baner i verden med en bremsemand m/k på hvert tog.

  • 1944

    Schalburgtagen mod Tivoli

    Mens Danmark var besat under 2. verdenskrig, brændte store dele af Tivoli ned. Om natten efter lukketid den 24. juni sneg en gruppe nazisympatisører sig ind i Tivoli og placerede brandbomber i Koncertsalen, Glassalen, Arena Teatret m.m. Skaderne var kolossale, og Tivoli måtte lukke i 14 dage for at rydde op.

  • 1948

    Dansetten

    Arena Teatret var brændt under 2. verdenskrig. Hvor det havde ligget åbnede i 1948 Dansetten, der var et populært dansested frem til 1967. Først dansede man til bigbandmusik, og der blev holdt Tivoli-mesterskaber i swingdans. I Dansettens sidste år var der også kommet pigtråd og beat på programmet.

  • 1951

    Walt Disney besøger Tivoli

    I 1955 åbnede Disneyland i Californien. Både før og efter besøgte Walt Disney Tivoli, hvor han var meget betaget af stemningen og atmosfæren. Disney ville gerne aflure hemmeligheden bag stemningen, så han kunne efterligne den i sin egen forlystelsespark.

  • 1952

    Smøgen

    Tivolis areal er kun 8,3 ha., så pladsen skal udnyttes med snilde. Smøgen åbnede i 1952 og er indrettet som en fantasi over en dansk købstad. Den er fuld af detaljer og oplevelser, og den trange plads passer godt til stemningen i den lille gade, hvis butikker i den ene side er skåret ind i rutschebanebjerget.

  • 1956

    Tivolis Koncertsal

    Da Tivoli brændte i 1944, blev Koncertsalen fra 1902 ødelagt. Musikken flyttede midlertidigt til Glassalen, og først i 1956 blev den nye koncertsal indviet. Da den åbnede, var den Nordens største med sine næsten 2000 siddepladser. Koncertsalen blev renoveret i 2005, hvor Rotunden og den store prøvesal, Lumbye Salen, blev tilføjet.

  • 1978

    H. C. Andersen Slottet erhverves

    Bygningen i Tivolis nordøstre hjørne var Danmarks første Kunstindustrimuseum, der blev indviet i 1893. Tivoli købte ejendommen i 1978 og indrettede den derefter til kaserne for Tivoli-Garden. Der har også været museum, turistinformation og private boliger i bygningen. I dag er der – foruden kasernen – kontorer for Tivolis administration og selskabslokaler.

  • 1983

    Turpasset indføres

    I mange forlystelsesparker betaler man for indgang og forlystelser under et. Men mange af Tivolis gæster benytter slet ikke forlystelserne; de kommer for at spise, høre koncert eller gå en tur, og betaler udelukkende entré-prisen. Den, der gerne vil køre meget i forlystelser, kan med fordel købe et Turpas, der giver adgang til lige så mange ture, man kan nå i forlystelserne.

  • 1992

    Tivoli A/S køber Tivoli-grunden

    Tivoli blev anlagt på militært område lige uden for Københavns fæstningsvold. Da militæret flyttede forsvarsværkerne, overgik grunden til Københavns Kommune. Tivoli lå på lejet grund helt frem til 1992, hvor Tivoli A/S købte grunden af kommunen. I forbindelse med handlen blev det vedtaget, at grunden kun må bruges til at drive forlystelsesvirksomhed i tråd med Tivolis traditioner, men dog under hensyn til, hvordan forlystelsesbranchen udvikler sig.

  • 1994

    Jul i Tivoli for første gang

    A/S Kjøbehavns Sommer-Tivoli var det officielle navn på aktieselskabet, vi i dag kalder Tivoli A/S. Tivoli var en ren sommerfornøjelse frem til 1994, hvor Jul i Tivoli åbnede for første gang. I de første år var der kun Jul i Tivoli i en lille del af Haven, men siden 1997 har hele Tivoli været i brug i julesæsonen.

  • 1997

    Første Fredagsrock

    Tivolis udvikling var gået lidt i stå i midten af 1990erne. Derfor var det yngre publikum også forsvundet; Tivoli havde meget lidt, der appellerede til folk under 40. Det ændrede sig med Fredagsrock, der siden har været et stort trækplaster og en god grund til at investere i et Tivolikort. Den allerførste Fredagsrock var med rapperne Den Gale Pose og Hvid Sjokolade.

  • 2000

    Tivoli til salg

    Efter at have ejet aktiemajoriteten i Tivoli i omkring 100 år, besluttede Carlsberg A/S at sælge sine aktier. Der gik mange rygter om både Disney og Michael Jackson, og nogle talte om Tivoli på folkeaktier. Det endte med, at Skandinavisk Tobakskompagni A/S og Chr. Augustinus Fabrikker Aktieselskab købte aktierne; Tivoli forblev på danske hænder.

  • 2001

    Dronning Margrethe skaber sin første scenografi til Pantomimeteatret

    Kærlighed i Skarnkassen hed den eventyrballet på Pantomimeteatret, der lagde grunden til en fin tradition. Balletten samlede tre af H.C. Andersens eventyr til en lille fortælling om, hvor nemt det er at komme galt af sted med kærligheden. Dinna Bjørn koreograferede, James Price stod for musikken, og Dronning Margrethe skabte scenografi og kostumer. De tre har siden lavet Tommelise (2005), Fyrtøjet (2007), Svinedrengen (2009) og Den standhaftige Tinsoldat (2013).

  • 2006

    Halloween i Tivoli for første gang

    Om det er sommersæson eller julesæson, så skiller Tivoli sig ud ved at se så pokkers godt ud. Så da Tivoli gerne ville begynde at holde åbent i efterårsferien, skulle der selvfølgelig være en god ide, der kunne få sit eget visuelle udtryk. Sådan er Halloween i Tivoli, der ikke kun handler om sorte katte, skeletter og spøgelser, men også om efterårets overflod af græskar, majs, kornneg og planter.

  • 2012

    TivoliCasino.dk åbner

    Spil har været en del af Tivoli siden 1843, ligesom der findes tombolaer og lykkehjul på de fleste tivolipladser. Nogle af Danmarks første enarmede tyveknægte stod i Tivolis Automathal i 1920erne. Tivoli fik dansk licens til onlinespil i 2012 og international licens i 2014.

  • 2013

    Tivoli vokser

    Tivoli blev større, da 600 m2 kontor- og lagerareal blev inddraget i Det muntre Hjørne, hvor Tycho Brahe og renæssancen inspirerede designet af et nyt temaområde, bland andet med den vilde forlystelse Aquila.

  • 2017

    GEORG CARSTENSENS PLADS & TIVOLI FOOD HALL

    Frederiksberg Kommune navngiver en plads ved Allégade Georg Carstensens Plads i anledning af Tivolis forestående jubilæum.

    Tivoli Food Hall
    Tivolis udvidelse af Nimb Hotel og Tivoli Food Hall blev åbnet i november og præsenterer et nyt helårsåbent Tivoli mødested og en ny Tivoli-facade i Bernstorffsgade.

  • 2018

    Vinter i Tivoli

    En helt ny sæson får premiere i februar som årets første markering af Tivolis 175 års jubilæum.