Plænen er på mange måder Tivolis kraftcenter; her er optræden af dygtige amatører inden for musik, dans, gymnastik m.m. Plænen danner rammen om Fredagsrock, Lørdagsdans og de særlige festdage, hvor Danmark har noget at fejre, f.eks. en sejr i Melodi Grand Prix eller fodbold, et jubilæum eller andet, der betyder noget for de mange.

Plænen er både navnet på scenen og på det store areal foran. I mere end 100 år var dette areal grusbelagt, men siden 2010 har der været græs på Plænen om sommeren. Græsset rulles ud i store måtter.

Plænens scenebygning (1968) er tegnet af Simon Henningsen, der var søn af PH (Poul Henningsen) og i mange år Tivolis chefarkitekt. Bygningen består af en scene og en restaurant. Tagkonstruktionen er en stiliseret hjertemuslingeskal og restaurantens oprindelige navn var da også Perlen. Formodentlig er det en hilsen fra søn til far: Simon har villet lave en moderne udgave af sin fars plænescene, muslingeskallen som stod fra 1942 – 1949.

Tivoli Udviklingsplan

Den danske designer og samfundsdebattør Poul Henningsen (PH) var Tivolis chefarkitekt fra 1940 – 1950. PH var en af hovedkræfterne (sammen med G.N. Brandt og Hans Hansen) bag Tivoli udviklingsplan 1945. Planen blev til i forbindelse med 100-årsjubilæet og genopbygningen af Tivoli efter schalburgtagen i 1944, hvor halvdelen af Tivoli nedbrændte. I udviklingsplanen arbejder man med en opdeling af Tivoli i ’traditionstivoli’, ’parktivoli’ og ’populærtivoli’, som opretholdes den dag i dag. Traditionstivoli er Pantomimeteatret og de andre gamle bygninger, Tivoli-Garden mm. Parktivoli er søen, træerne og beplantningen. Populærtivoli er forlystelserne, spillene og den brede underholdning – i PHs tid var det dansen, i dag er det Fredagsrock og Musikugen.

PHs Glassal

PH var en moderne designer, der stod for funkis og minimalisme. I forhold til Tivoli havde han dog stor respekt for traditionerne og den særlige stil, som findes her. Derfor blev resultatet af PHs arbejde med Glassalen i 1943 en bygning i let pavillonstil med udskæringer og pyntedetaljer præcis som Glassalen havde været det siden 1898. Glassalen blev for øvrigt helt ødelagt ved schalburgtagen (tysk modsabotage) i 1944, men takket være PHs tegninger fra restaureringen kunne salen hurtigt genopbygges, som han havde tænkt den.

 

Moderne Tivoli-stil

PHs skægge, snurrende spirallampe fra 1949 kan stadig ses i Tivoli ved Søen og i Parterrehaven. I Parterrehaven ses stadig PHs trækar. Spirallampen har de karakteristiske lameller, som PH så ofte arbejdede med og en tidstypisk ’moderne’ form. Farvesætningen og den røde bolsjestribe gør lampen uhøjtidelig og Tivoli-agtig. Denne sammenkobling af en stram og stiliseret form og en farverig dekoration blev et kendetegn for det moderne Tivoli-design, som Simon Henningsen stod for. Eksempler på moderne Tivoli-design fra tiden er Koncertsalen (Fritz Schlegel, 1956), Plænen (Simon Henningsen, 1968), Promenaden (Simon Henningesen, 1968), Konkylielampen (Louis Weisdorf, 1964), Spirallampen (PH, 1949)

Buste af Tivolis første Pjerrot, Niels Henrik Volkersen, 1896. Udført af Aksel Hansen. Opstillet over for Pantomimeteatret.

Buste af Tivolis stifter, Georg Carstensen, 1868. Udført af C. Peters. Opstillet over for Nimb.

Boblespringvandet, 1961. Designet af Eigil Kiær. Beliggende foran Nimb.

Aladdin Brønden, 1958. Udført af Henrik Starcke. Opstillet ved Nimb.

Grønlandsk skulptur, 2005. Udført af Christian Rosing. Opstillet ved Woodhouse.

Statue af Georg Carstensen, 1903. Udført af Anders Bundgaard. Opstillet foran Koncertsalen

Skulptur/relief, 1966. Udført af Børge Jørgensen. Ophængt på facaden over Gave Butikken nær Ballongyngen.

Statue af H.C. Lumby, 1930. Udført af Svend Rathsack. Opstillet ved Harmonipavillonen.

Monument over Tivolis første musikdirektør, komponisten H. C. Lumbye, 1874. Udført af Pacht. Opstillet ved Glassalen.

Keramiske basiner ved Glassalen, 1985. Designet af Lin Utzon.

Vandkunst, 1989. Udført af Arje Griegst. Opstillet ved Madklubben.

Guldsmede i Tivoli Søen, 1958. Af Spjæt, Erik ”Spjæt” Christensen. Findes i Tivoli Søens nordlige ende ved Parterrehaven.

En af verdens ældste

Tivolis trærutschebane fra 1914 er en af verdens ældste trærutschebaner, der stadig er i drift.

Banen er 720m lang (inkl 95 meter sidespor og værksted). Vognene opnår en tophastighed på ca. 50 km/t. Banen er konstrueret sådan, at der ikke tilføres energi til vognene, efter at de er trukket op på den første bakketop; det er m.a.o. tyngdekraften, der driver vogntogene.

Et vogntog vejer ca. 2000 kg. Vognene bremses af vognstyreren ved alle sving, så hastigheden ikke skal blive alt for høj. Bremsen består af to metalvinger, der presses mod banens sider, så der skal lægges kræfter bag opbremsningen.

Al vedligeholdelse af Rutschebanen udføres på stedet af Tivolis egne specialister. De skifter planker og skinner ud efter behov og om vinteren males og smøres vognene, og kablet til optrækket skiftes ud.

På turen i Rutschebanen kan man kigge ind i Skærsilden, der er indrettet inde i Rutschebanebjerget ligesom Minen og Smøgens boder er det.

Under 2. verdenskrig var der energirationering. Rutschebanevognene blev derfor trukket op på første bakketop ved at stærke mænd drejede på et spil, der var indrettet på banens tag.

Syv sekunders gys

Tivoli har haft rutschebane siden 1843. Den første Rutschbane (uden 'e') vakte både glæde og forargelse. Glæde blandt gæsterne, der nød de syv sekunders gys, som turen var. Og forargelse i pressen, der fandt at folk hellere skulle bruge deres energi på politiske forhold og deres penge på mere nyttige indkøb.

I rosenbedene foran Koncertsalen vokser duftende, remonterende roser. Den gule rose omkring Carstensens statue er Tivoli 150, som blev navngivet i anledning af Tivolis 150 års fødselsdag i 1993.