Teatret Glassalen (1946, Poul Henningsen) blev genopbygget i stil med de tidligere bygninger efter den tyske mod-sabotage (schalburgtage) mod Tivoli i 1944.
Folkekære danske skuespillere og internationale stjerner har optrådt her. Divan 1 (i dag vakant) og Divan 2 (i dag Gemyse) flankerer stadig bygningen. Keramikkummerne (1985) foran salen er af Lin Utzon.
Området omkring Glassalen
Glassalen var oprindeligt Tivolis Koncertsal. I 1902 fik bygningen navnet Glassalen, da Tivoli åbnede den store, mauriske koncertsal på stedet, hvor også den nuværende Koncertsal ligger.
Den pavillonagtige bygning med kuplen er blevet til i flere tempi. I 1863 stod arkitekt Stillmann for ombygningen af den oprindelige koncertsal, - faktisk stort set en nybygning. Resultatet var en meget eksotisk udseende, ottekantet bygning med orientalsk indgangsparti og svejfet kuppel på taget. I 1898 blev denne kuppel erstattet med en konveks kuppel (som i dag) og bygningen blev tilføjet en udvendig pergola. I 1943 stod Poul Henningsen, PH, for en gennemgribende renovering af bygningen, som nedbrændte året efter ved schalburgtagen (tysk modsabotage). I 1946 blev Glassalen genopført efter PHs tegninger, og var igen Koncertsal frem til 1956, hvor den blev indrettet til teatersal. Fra 1998 frem til i dag er der arbejdet med at forbedre forholdene i salen, hvor publikum tidligere havde svært ved at se scenen på grund af de mange søjler.
Det var i Glassalen Leo Mathiesen spillede jazz under 2. verdenskrig mens ungdommen dansede til. I 1957 og 1958 blev der spillet revy med Osvald Helmuth som meddirektør og scenisk hovedkraft. Osvald-klassikere som Brev til Bulganin (1957) og Vi har det - åh-åh, så dejligt (1958) stammer fra disse revyer ligesom monologen om Poesiens blå blomst (1957, fremført af Bodil Udsen).
Fra 1959 - 72 var der international underholdning i Glassalen, som blev kaldt Tivoli Varietéen. Preben Uglebjerg præsenterede blandt andre Marlene Dietrich, Mills Brothers og Eartha Kitt, og Otto Lingtons orkester spillede.
Siden har teaterforestillinger, revyer og comedyshows afløst hinanden i Glassalen. Der afholdes også fortsat koncerter. De store navne fra dansk revys guldalder har også stået på Glassalens scene: Jørgen Ryg, Lisbet Dahl, Ulf Pilgaard, Claus Ryskjær og den største af dem alle: Dirch Passer, der – som mange vil huske – optrådte i Tivoli Revyen i 1980 da han fik et ildebefindende og døde kort efter.
Det lykkedes at holde Tivoli åbent gennem besættelsestiden. Men Haven slap ikke uskadt gennem krigen. Natten mellem den 24. og 25. juni 1944 trængte Schalburgkorpsets Peter-gruppe ind i Tivoli og placerede flere bomber, der forvoldte stor skade på Tivoli.
Mange bygninger nedbrændte eller blev totalskadet: Koncertsalen, Glassalen, Arena og næsten alle de bygninger, der lå bagest i Haven, og som var indrettet til forlystelser og spil. Rutschebanen blev også beskadiget, mens Pantomimeteatret undslap, fordi bomben her var en ’fuser’.
Der var flere årsager til, at netop Tivoli blev målet for aktionen. Dels var Tivoli populær og folkelig i ordets bedste forstand, og derfor ramte det danskernes følelser, at Tivoli blev angrebet. Dels var Tivoli i direktør Kjeld Abells tid blevet moderne, ja nærmest kulturradikal, med PH som chefarkitekt og Leo Mathiesen som kapelmester i Glassalen, hvor der blev danset jazz og jitterbug. Desuden var Tivolis økonomidirektør, Victor Lemkow, af jødisk afstamning.
På trods af de store ødelæggelser fik nazisterne ikke gjort kål på Tivoli. Haven lukkede i 14 dag, som blev brugt til at rydde op og bygge nye, midlertidige bygninger. Så åbnede Tivoli igen. Ironisk nok har episoden nok været medvirkende til, at Tivoli stadig er så tro mod det oprindelige koncept. I mellemkrigsårene var Tivolis popularitet dalende; danskerne syntes, Haven var gammeldags og ikke passede til en moderne metropol som København. der var mange forslag om at anvende grunden til andre formål og flytte Tivoli uden for byen. Efter krigen, da man skulle til at genopbygge Tivoli, var stemningen vendt; nu ville man gerne have det tabte tilbage.