Carstensens fester

Johan Bernhard Georg Carstensen blev født 31. august 1812. Hans far var i diplomatiet og Carstensen tilbragte en stor del af sin barndom i den nære orient. Skolegangen foregik dog i Danmark.

I 1839, efter flere års rejser, blev Carstensen fastboende i København, hvor han udgav bladene Portefeuillen og Figaro. Det var gennem dette arbejde, han lærte at stable populær underholdning på benene. Bladenes abonnenter blev nemlig indbudt til store festaftener, hvor smuk belysning, udskænkning, musik og til slut fyrværkeri skabte opmærksomhed om Carstensens tidsskrifter. H.C. Lumbye var kapelmester ved mange af festerne, der enten foregik i Kongens Have, Classens Have eller på Christiansborg Ridebane.

Festillumination, på dansk kaldet Vauxhall efter en forlystelseshave i London, var en stor del af hemmeligheden bag disse fester, og Carstensen tog både Lumbye og lyset med sig, da han etablerede Tivoli og Vauxhall i 1843.

Farvel til Carstensen

Carstensen deltog for en kort periode krigen i Schleswig (1848-51). Da han kom hjem, var han ikke længere ønsket i Tivoli; bestyrelsen mente, at han dels havde rømmet pladsen, dels havde undladt at sørge for, at Tivolis bevilling blev forlænget. Det har sikkert også haft betydning, at Carstensen var ganske uøkonomisk både privat og forretningsmæssigt. Hans styrke var udviklingen af ideer, mens lønsom drift af et aktieselskab ikke lå ham meget på sinde. Et andet af hans projekter, vintertivoliet Casino i Amaliegade (1847) gik fallit, men gik siden over i historien som vaudevilleteater og hjemstedet for Danmarks første revyer.

Konkurrenten

Efter uoverensstemmelsen med Tivoli drog Georg Carstensen til Dansk Vestindinen, hvor han havde fået et militært job. Efter De vestindiske Øer var Carstensen en kort periode i New York, hvor han bl.a. tegnede et Crystal Palace sammen med den tyske arkitekt Gildemeister til verdensudstillingen i 1851.

I 1855 var Carstensen igen tilbage i København og forsøgte at skabe et konkurrerende etablissement til Tivoli, nemlig Alhambra på Frederiksberg, hvor gadenavnet Alhambravej er det eneste minde om fiaskoen. Etablissementet nåede ikke at blive færdigt i Carstensens levetid, han døde 4. januar 1857, 44 år gammel, og blev begravet på Garnisons Kirkegård i København.

Maurisk luksus

Det store, hvide palads med kuppel og minareter kaldes i dag Nimb efter den første restauratør i huset, Kammerråd Vilhelm Nimb, fruen Louise, der også var kogebogsforfatter, og døtrene Henriette og Serina.

Bygningen fra 1909 er tegnet af Tivoli-direktør, arkitekt Knud Arne-Petersen i maurisk stil. Det mauriske – eller arabiske – er et velkendt element i Tivolis design. På samme måde som det kinesiske lokker den eksotiske arkitektur med eventyr og spændende oplevelser; vi bliver næsten ført ind i en anden verden end den daglige.

Huset rummer hotelværelser og en smuk bar på førstesalen. I stueetagen findes flere spisesteder samt den luksuriøse Suite Louise, som har egen terrasse ud til Tivoli.

Bazaren

I forbindelse med renovering af bygningen i 2008 blev facaden flyttet 3,5 meter længere ind i Tivoli, end den oprindelige bygnings, og kuplen blev tilsvarende flyttet. Det var en nødvendig manøvre for at skabe plads til moderne forhold i det gamle hus. Der er næsten 4.000 elektriske pærer på faceaden.

Nimb-bygningen kaldtes oprindeligt Bazaren, og var den tredje bygning af sin art på stedet. Tivolis stifter, Georg Carstensen, skrev allerede i sin ansøgning om privilegium, at Tivoli skulle rumme en Bazar til forhandling af kunst- og industriprodukter, og sådan blev det. I Bazaren anno 1843 lå også Tivolis eneste restaurant med varm mad.

Den første Bazarbygning i såkaldt kinesisk stil nedbrændte i 1862. Året efter stod en ny bygning klar, i samme eksotiske stil og med samme indhold, restaurant og butikker.

Nimbs forgænger, Bazaren fra 1863, blev revet ned i 1908 i forbindelse med ændringen af Bernstorffsgades forløb ved anlæggelsen af den nuværende Hovedbanegård. Tivoli fik sin nuværende grænse mod vest.

I midten af 1920’erne stillede Københavns Magistrat (kommunen, som ejede Tivoli-grunden på det tidspunkt) krav om, at Tivolis facade mod Bernstorffsgade skulle harmoniseres. Nimbs stukfacader, Rutschebanens tinder, Cafe No. 7 og kigget ind til Tivolis Muntre Hjørne var ikke et passende syn for byens gæster, når de forlod Hovedbanegården.

Professor Anton Rosen lavede en sammenhængende facade, som blandt andet medførte en minimalistisk pudset facade på Nimb og opførelsen af den lange, grå mur fra indgangen over for Hovedbanegården til hjørnet af Tietgensgade. Ved samme lejlighed mistede Rutschebanen sine tinder.

Fra 1915 – 2012 lå på hjørnet af Bernstorffsgade og Tietgensgade Inspektørboligen/Villaen. Den blev oprindeligt opført som bolig for Tivolis øverste driftsansvarlige, Inspektøren, men rummede kontorer for Tivoli, da den blev revet ned på grund af udvidelsen af Det muntre Hjørne i 2013.

Boblespringvandet foran Nimb kom til i 1961. Havearkitekten Eigil Kiær stod for udformningen. Det siges, at det var professor Niels Bohr, der kom på ideen sammen med Kiær. De sad angiveligt ved teen i Carlsbergs æresbolig og betragtede et akvarium, som Bohr kommenterede med, at det lignede et springvand i vand, når iltapparatet boblede løs.

I 2009 blev haveanlægget rundt om springvandet fornyet og tilpasset den mauriske bygning Nimb; blandt andet blev der lagt turkisglaserede tegl i et bånd i belægningen for at illudere den arabiske haves traditionelle, kølende kanaler. Landskabsarkitekt Pia Stets stod for fornyelsen.