Det muntre Hjørne i Tivoli er placeret på hjørnet af Bernstorffsgade og Tietgensgade og indgik således ikke i den oprindelige Tivoli-grund, men blev indlemmet i Tivoli i forbindelse med flytningen af Bernstorffsgade (1908).

Betegnelsen Det muntre Hjørne blev anvendt fra 1920. Tidligere lå Festpladsen her; det var der man byggede store kulisser op, som stod et år eller to, og som blev brugt til danseetablissement.

I Tivolis helt overordnede grundplan, er den bagerste del af Haven forlystelseszone, og Det muntre Hjørne indgår heri. Området har derfor jævnligt skiftet scenografering, og sammensætningen af forlystelser og aktiviteter er skiftet ud hen over årene. Den seneste scenografering fra 2013 er inspireret af astronomen Tycho Brahe og hans tid.

Fra 1915 – 2013 lå Villaen på hjørnet af Bernstorffsgade og Tietgensgade. Den var oprindeligt tjenestebolig for Tivolis inspektør (driftschef), men blev været anvendt til kontorer i årtier.

Automathallen anlagdes oprindeligt i 1931 og blev udvidet i 2003 med bygningen ved siden af Radiobilerne. Her lå tidligere forlystelsen Blå Vogn (1935) og fra 1997 – 2002 Dør Nr. 13.

Eksotiske fester

Fra 1870erne til 1931 var Tivolis festarrangementer en årlig attraktion. Et festarrangement var en stor kulisse, som blev bygget op enten inde i Arena-Teatret eller i det fri, typisk i hjørnet Bernstorffsgade/Tietgensgade.

Temaerne var i begyndelsen eksotiske: Italiensk Fest (1871), Den Blaa Grotte (1894 og 1914), Bagdad (1907). I slutningen af perioden blev temaerne mere nostalgiske: Den gamle Købstad (1914 og 1915), Fiskerlejet (1934).

Gæsterne skulle betale entre til festarrangementet, hvor man kunne danse og få sig en tår over tørsten.

Levende udstilling

Omkring år 1900 var karavanen eller den etnografiske udstilling også almindelig. Som en blanding af underholdning og undervisning engagerede man grupper af mennesker fra fremmede lande til at slå sig ned i Tivoli og leve der på sammen måde, som de gjorde i hjemlandet. Tivolis gæster kunne så besøge området mod entré og lære noget om det fremmede folks klædedragt og levevis. Ud over at bo i Tivoli optrådte de fremmede også med mere artistprægede numre.

Tivoli har haft karavaner med nubiere, senegambiere, Mahdiens Krigere, beduiner, kinesere, sydindere, persere og samoanere. Det var helt almindeligt i hele Europa at udstille fremmede folkeslag på denne måde. Der var impresarier, der specialiserede sig i formidlingen af trupperne til zoologiske haver og forlystelseshaver, og i bladene kunne man læse oplysende artikler om folket og dets vaner og levevis.

Victor i buret

En historie, der er blevet almindeligt kendt i Danmark, er historien om Victor Cornelins. Victor kom til Danmark som barn fra Dansk Vestindien i forbindelse med en udstilling vedrørende de danske kolonier. Victor var et nysgerrigt barn, som gerne ville på besøg i de andre stande. Derfor var han ofte savnet på den dansk-vestindiske stand, og til slut låste man ham inde på standen. For den lille dreng og for alle gæsterne har det set ud som om, man ville holde ham i bur. Victor blev i Danmark, hvor han gjorde karriere i skolevæsnet i Nakskov.

De første forlystelser

I Tivoli anno 1843 var der bare to forlystelser. Dertil kom en gynge og gondolerne på Stadsgraven. De to forlystelser var en hestetrukket karrusel, hvor vognene lignede togvogne. Det varede endnu fire år, før jernbanen kom til København, så det var en ny og spændende oplevelse. Den anden var en Rutschbane. Fra to høje, modstillede tårne løb en bugtende bane mod jorden. Gæsterne sad to og to i små vogne, der på syv sekunder rasede mod jorden fra anden sals højde. Det var en frygtindgydende og pirrende oplevelse!

I dag ville vi næppe tage til takke med den slags forlystelser. Den teknologiske udvikling har gjort det muligt at lave forlystelserne vildere, højere og hurtigere. Forlystelsesparker i hele verden konkurrerer om at have de vildeste forlystelser, for der hvor suset er, der kommer gæsterne hen.

Tivolis kørende forlystelser er en blanding af vilde og stille. Nogle af forlystelserne er blevet Tivoli-ikoner som vi passer godt på, mens andre forlystelser skiftes ud løbende med nye og mere moderne maskiner.

Ikoniske forlystelser

Blandt de ikoniske forlystelser er Rutschebanen fra 1914, Ballongyngen fra 1943 og Veteranbilerne fra 1959. For mange danskere er disse forlystelser en uundværlig del af Tivoli, og vi husker tilbage på de ture, vi har kørt i dem.

Stille forlystelser

Forlystelser som De flyvende Kuffert (1993), Linje 8 (1969) og Dyrekarrusellen (1900) er så stille og rolige, at selv små børn kan være med. Efterhånden som børnene bliver ældre, får de mod på Karavanen, Tempeltårnet og Minen.

Vilde forlystelser

De vilde forlystelser er populære, og der skal hele tiden nye til, for at Tivolis gæster kan finde det sus, de kommer efter. Aquila (2013), Vertigo (2009) og Dæmonen (2004) er blandt Tivolis vildeste, hvor man kører på hovedet i høj fart. For nogen er Himmelskibet (2006) og Det gyldne Tårn (1999) endnu større udfordringer på grund af højden.

Den smalle gade Smøgen langs med Rutschebanen blev til i 1952. Området blev designet af scenografen Erik Nordgreen og Tivolis chefarkitekt Simon Henningsen. I siden af Rutschebanen blev der etableret boder med spil, kunsthåndværk m.m. på den modsatte side af Smøgen blev der også etableret boder og i underste etage af det gule hus kom Smugkroen til, hvor der tidligere havde ligget en keglebane. En af aktiviteterne var et Loppecirkus, som lå i Smøgen fra 1952 – 1965. Da Loppecirkus lukkede kom Musebyen i stedet for. Den lukkede i 1974.

Smøgens design er en fantasi over en dansk købstad. Gammeldags butiksskilte – bagerkringlen, støvlen, handsken, hatten etc. – pynter facaderne sammen med karruselheste, paraplyer og masser af navneplanker fra gamle fiskekuttere. der er også blevet plads til forskellige malede billeder på Rutschebanens bjergvæg.

Rundt om i Smøgen, fx i Biergartens udeservering, findes gamle bageplader med vers af Halfdan Rasmussen.

Loppecirkus hører til i kategorien markedsgøgl og var populært i mange hundrede år. Fra 1952, da Smøgen i Tivoli åbnede, og frem til 1965 var der loppecirkus i Tivoli. Her præsenterede Else og Willy Torp ’verdens mindste artister’, menneskelopper, der gik på line, spillede fodbold og trillede med barnevogn. Manegen var et filtbeklædt bord, og man havde gjort sig stor umage med rekvisitterne. De små vogne var fint udsmykkede i metal og emalie, så der var noget at se på, hvis man ikke kunne få øje på de små artister.

Man kunne forledes til at tro, at der slet ikke var nogen lopper og det hele bare var et nummer, men det er ikke tilfældet. Der var lopper, og de var bundet med et harnisk i tynd platintråd. På den måde undgik man at de hoppede for langt og de var også lettere at få fat på, når de skulle optræde. I en film om Loppecirkus fra 1966 ser man også, hvordan Willy Torp fodrer lopperne på sin arm, - de lever jo af blod.

Der findes stadig optrædende loppecirkus i Europa, blandt andet i Tyskland.

Tivolis Vaffebageri i Det muntre Hjørne blev grundlagt i 1906. Den nuværende facade er fra 1908, men det indvendige af huset har været ombygget mange gange for at kunne rumme tidssvarende faciliteter. Facaden er tegnet af daværende Tivoli-direktør Knud Arne Petersen, der også var arkitekt.

Vaffelbageriet har været drevet af den sammen familien i alle årene. I dag er fjerde generation ved at blive lært op til at overtage forretningen.

Vaffelbageriets is er hjemmelavet og vaflerne bages i butikken. I 2009 udkom National Geographics’ bog Food Journeys of a Lifetime, hvor Vaffelbageriet er listet som et af de 10 steder i verden, hvor man bør spise en is.